Indlæg

Kan dialog løse alle konflikter? Hvad mener du?

Skrevet: 19. november 2015
Kan dialog løse alle konflikter? Hvad mener du?

Som jeg skrev i mit indlæg ”Uenighed eller konflikt”, går en uenighed over i en konflikt, når følelser som mistillid, fjendtlighed eller mistro bringes ind i forretningsforholdet. Så det er vigtigt at skelne mellem uenighed og konflikt.

De fleste uenigheder (hvad koster en vare, hvem skal betale, hvornår skal levering ske, hvem har størst ansvar, osv. osv.) kan sandsynligvis løses ved dialog.


Om også konflikter kan løses ved dialog vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved!

Forudsætningen for en løsning er først og fremmest, at sagens parter er åbne overfor dialog!


Sagens parter er ofte ikke åbne for dialog, når deres konflikt er en værdikonflikt.

Værdikonflikter betyder, at en part har en fasttømret overbevisning, det være sig religiøs, politisk, kulturel eller lignende. Når der er tale om en overbevisning, vil parten ofte slet ikke være modtagelig for synspunkter fra parter, der har et andet værdisæt. Vi kan møde værdikonflikter i samhandelssituationer, hvor forskellig kultur simpelthen hindrer, at parterne kan og vil mødes om en aftale. Så selvom sprogbarrierer og geografiske afstande kan overvindes, vil forskelligheden i kultur hindre samhandel.


Sagens parter er ofte mere åbne for at løse konflikten ved dialog, hvis der er tale om en interessekonflikt. I en interessekonflikt kæmper parterne for at få fat i den samme begrænsede mængde ressourcer (penge, kunder, medarbejdere, råstoffer, etc.) Begge parter ved, at de er i konkurrence, og at konkurrencen kan vindes eller tabes. Hvem vinder? Og hvor meget taber man, hvis man taber?


I interessekonflikten kan der blive brugt hårde metoder, som gør situationen fastlåst. Det kan være brug af en dominerende markedsposition. Eller illoyalitet over for en konkurrerende virksomhed. Eller dumping af priser for at opnå markedsandele – og prisstigning, når markedsandelen er tilpas stor (igen). Eller andet.


Det er et ledelsesmæssigt valg, hvilke metoder, virksomheden vil bruge. Det er også et valg, om man for eksempel vil afslutte sagen ved en retssag eller en voldgift, som kan beslutte, hvem der vinder og hvem der taber. Og det er et valg, om man i stedet vil søge løsninger via dialog.


Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. Jeg ville vælge dialogen, fordi min modpart og jeg altid også vil have nogle sammenfaldende interesser! Vi vil jo begge gerne skabe resultater i vores virksomhed. Vi vil begge gerne bevare et godt omdømme eller brand.

Det kan lyde banalt, men ved at fokusere på de sammenfaldende interesser, kan vi faktisk øge mængden af ressourcer (indenfor mediation kalder man dette "at gøre kagen større").


Så mine to pointer er, at 1) ikke alle konflikter kan løses ved dialog og 2) vi skal vælge, om vi tør tage dialogen, som - modsat andre løsningsstrategier - kan skabe win-win-løsninger .


Hvad vil du vælge?