Hvorfor tolker vi på, hvad andre siger?

Vi tolker uden at spørge.

Meget ofte er det den væsentligste årsag til konflikt, at vi tolker på andres udsagn i stedet for at SPØRGE, HVAD DE MENER.

Forleden skulle to virksomhedsejere have løst en konflikt.

De var enige om at gå hver til sit.

De var uenige om, hvem der skulle have hvilke aktiver fra virksomheden, som var seks år gammel.

Hvor svært kan det være?

I virksomheden var der hardware, inventar, kapital, firmanavn og kunder.

Flere af aktiverne var der opnået enighed om.

Tilbage stod fire computere, som der trods flere møder ikke kunne opnås enighed om.

Fire computere!

En fortolkning skabte hele problemet

Under parternes fortælling kom det frem, at den ene ejer (A) efter aftale havde købt en ny computer til erstatning for en defekt. Købet lå 8 måneder tilbage.

Den anden ejer (B) fandt det påfaldende, at A havde købt computeren – måske – vel vidende, at han snart derefter ville forlade samarbejdet.

Hertil spurgte A: “Tror du, jeg bevidst har udskiftet computeren på det tidspunkt for at sikre, at firmaet ville betale?”

Undvigende svarede B: “Jeg ved det ikke, A”.

Hvis du er i tvivl, så spørg da, for pokker!

Her stoppede så snakken om den sag.

Hvorfor spurgte A ikke B, hvad han var i tvivl om? Eller hvad hans tvivl gik på? Eller hvornår han selv tænkte, at de skulle bryde samarbejdet? Eller? Eller?

Kan du se pointen?

Dette ubesvarede spørgsmål lagde kimen til en disputs om fire computere. En disputs, der hindrede firmaets lukning eller overtagelse i god ro og orden.

Heldigvis bad A og B om hjælp til at få trådene redt ud.

Og heldigvis blev der talt ud. Og heldigvis var det herefter ingen sag at få en samlet aftale på plads, så A og B kunne komme videre i deres arbejdsliv.