Indlæg

RING nu til den sure mand i stedet for at sende en mail

Skrevet: 05. marts 2020
RING nu til den sure mand i stedet for at sende en mail

Du sidder og skumler over noget, en forretningspartner (medejer, medarbejder eller anden) har sagt på et netop afholdt møde.

Du er forbløffet, skuffet og vred. Og du har brug for at få afløb og statuere et eksempel lige nu. "For at få det ud af kroppen...", siger du til dig selv.

Hvad gør du?

Du skriver en mail med følgende ordlyd: "Hej X. Tak for mødet i dag. Jeg er noget forbløffet over, hvordan det udviklede sig og bliver nødt til at sige fra overfor den adfærd, jeg oplevede fra dig.

Det er simpelthen ikke i orden at sidde og udlevere mig overfor en kunde på den måde! Fremadrettet må vi på forhånd aftale, hvem der siger hvad. Og så skal jeg udbede mig en undskyldning. PS: Jeg tager på weekend nu og besvarer ikke mails før på tirsdag".

Når du har skrevet mailen: Læs den!

Når du med det samme læser mailen, vil du opleve, at den er spot on. Det er LIGE sådan, du har det. Den er ikke til at misforstå for den anden. Så kan han lære det!

Stop lige en gang, før du trykker "Send".

For hvad vil du egentligt opnå ved at skrive, som du gør? Markere et synspunkt? Dele en følelse? Give den anden noget at tænke over? Eller noget helt fjerde?

Mit gæt er, at du ikke VED, hvad du egentligt vil opnå ved at skrive, som du gør.

Overvej, hvad du vil opnå, før du foretager dig yderligere.

Her er nogle teoretiske bud på, hvad du I VIRKELIGHEDEN ønsker at OPNÅ:

  • Du vil gerne vide, hvad den anden mente og hvorfor det blev sagt
  • Du vil gerne drøfte konsekvenserne af det sagte... og om noget kan reddes i forhold til kunden
  • Du vil bruge anledningen til at drøfte jeres samarbejde generelt, fordi det har været lidt anstrengt på det seneste

Ovennævnte er blot nogle bud på, hvad du i virkeligheden ønsker at opnå.

Når du har læst mailen og overvejet: Ring. NU!

Brug dine tanker og din konklusion som talepapir for din opringning, som du skal foretage NU! Gør du det ikke nu, får det du sandsynligvis ikke gjort.

Gå lige til sagen ved at sige "Jeg ringer, fordi jeg vil..."

Lyt.

Mærk efter, hvad den andens ord gør ved dig. Bliver du mere vred? Nysgerrig? Rolig? Glad? Lettet?

Giv udtryk for, hvad du mærker. Det kan du nemlig, fordi I er i dialog = der er gensidig interesse.

Jeg tør godt garantere, at du får mere ud af at ringe end at skrive, fordi den telefoniske konfrontation vil skabe en eller anden form for afklaring. Det kan en følelsesbetonet envejskommunikation ALDRIG.

Hvis den andens telefon går på svarer: Aflevér dit budskab "Jeg ringer, fordi jeg vil..." og bed om en opringning; også aften og weekend, hvis du kan tale der.

Giver det mening? Eller sidder du med et spørgsmål eller en anden erfaring, så send mig en mail på anne@buhlmediation.com

Til slut lidt baggrundsviden: Hvorfor var du tæt på at sende en mail til den sure mand?

Du var i situationen mest bekvem ved at skrive i stedet for at ringe, fordi

  • du skulle af med nogle følelser, men vidste bare ikke hvordan
  • du var bange for at blive afvist
  • du blev træt bare ved tanken om en konfrontation, fordi du i virkeligheden ikke tror på forandring eller forbedring.

Du er altid velkommen til at ringe og bede om råd eller hjælp til konfliktforebyggelse eller -løsning. Vi er her for det samme.