Indlæg

Spot konflikten allerede i mailkorrespondancen

Skrevet: 14. november 2019
Spot konflikten allerede i mailkorrespondancen

Hvis du er ærlig overfor dig selv, når du åbner eller skriver en mail til en forretningsrelation, så VED DU garanteret godt, om der er noget (belastende) på spil.

For hvis du

  • udsætter at skrive din mail
  • er meget lang tid om at skrive din mail
  • skriver din mail, når du er oprevet
  • får hjertebanken, når du læser afsenderens mail,

så skyldes det en BELASTET RELATION, der kan udarte sig til en optrappende konflikt.

De to bedste råd

Hvis du tør konfrontere dig selv med ovenstående, så er du klog, hvis du gør noget andet end at fortsætte korrespondancen på mail.

Det, du skal gøre, er enten at 1) få bragt et personligt møde i stand hurtigst muligt (sig ærligt, hvorfor du ønsker et møde) eller 2) ringe og drøfte emnet enten for at få emnet løst eller for at forberede dig bedre, før du svarer den seneste mail.

Er det nemt at følge et af de to bedste råd?

NEJ, det er ikke nemt hverken at aftale et møde eller at ringe og drøfte problemerne, når først relationen er belastet.

Det er ikke nemt at tage action, fordi vi dybest set er bange for at blive afvist eller konfronteret af den anden.

Er det ikke vildt?

Det tredjebedste råd

Lad os sige, at du beslutter dig for enten at aftale et møde eller at ringe, sådan som det anbefales ovenfor.

Lad os også sige, at du udsætter at aftale et møde eller at ringe, fordi det simpelthen er så svært, så svært.

Så er det bedre at FØLGE DET TREDJEBEDSTE RÅD end at udsætte at tage action på en af de andre to måder: Så skriv (alligevel) en mail retur.

Skriv mailen, men lov at gøre én af to ting: Skriv i indledningen af mailen, at det er svært for dig at skrive mailen og begrund hvorfor ELLER få en god kollega eller chef til at sige god for den, før du sender den.

Der er fordele og ulemper ved begge fremgangsmåder. Det er derfor, det at skrive en mail kun er det tredjebedste råd.

Opsummering

Når du skriver eller læser en mail anderledes, end du plejer, så skyldes det en belastet relation til modtageren/afsenderen.

Tag initiativ til et møde eller ring og løs problemet med vedkommende i stedet for at skrive en mail.

Hvis ikke du har mod på mødet eller opkaldet, så skriv mailen. Indled med at melde ærligt ud og/eller få den kvalitetssikret af en neutral tredjeperson.