Om Buhl Mediation

For at kende Buhl Mediation skal du først og fremmest kende Anne Buhl.  Anne Buhl er hjertet og hjernen bag mediationsvirksomheden og er den person, du vil møde, hvis du har brug for konfliktmediation, kurser i konflikthåndtering eller hele workshops for dine medarbejdere.

Om hvorfor Anne Buhl valgte mediation

Oprindeligt er Anne Buhl uddannet jurist fra Aarhus Universitet, men efter otte år som advokat valgte hun at uddanne sig som mediator på Advokatsamfundets Mediatoruddannelse i 2003.

Ser du, mediation er nemlig helt anderledes end advokatarbejde. Advokater er uddannet til at repræsentere én part, hvilke desværre nemt kan resultere i at konflikter optrappes. I et forsøg på at give sine kunder det bedste resultat kan advokaten nemlig nemt komme til at trække for skarpe streger i sandet og derved skabe yderligere afstand mellem parterne i sagen.

Mediation er anderledes

Mediatoren, derimod, står ikke på én side af bordet. Mediatoren repræsenterer hverken den ene eller den anden part i en konflikt – heller ikke set med økonomiske briller. 

Derfor er mediatorens værktøjer også anderledes konstruktive. Som konfliktmediator hedder arbejdsredskaberne nemlig FORSTÅELSE og FÆLLES LØSNINGER

Og det var derfor, Anne Buhl i 2003 valgte at videreuddanne sig til mediator. Og derfor hun i 2014 stiftede Buhl Mediation, som udelukkende arbejder med at mediere og løse konflikter mellem virksomheder, så alle parter ender med en god løsning. En løsning, hvor ingen af føler sig snydt, forbigået eller overrumplet. En løsning, som alle kan sige “god” for, så arbejdet kan fortsætte.

Det siger folk om Anne Buhl

"I arbejdet med konflikter i professionelle bestyrelser har Anne et særligt blik for at tage fat på problemer på en værdig, men samtidig ærlig og kontant måde. Og så betyder hendes forretningsforståelse og juridiske tæft, at problemer bliver løst frem for at blive talt op..."                                 

Kent Stenvang
Direktør og ejerleder

 ---

 ”I en ved Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg verserende tvist mellem en privat bygherre og en VVS'er i fagentreprise blev sagen udsat på mediation, hvor Voldgiftsnævnet udpegede mediator Anne Buhl til at varetage mediationsprocessen. Lige fra udmeldelsen af Anne som mediator på sagen og frem til mediationens afslutning agerede Anne yderst professionelt og lykkedes med at skabe en stemning og et miljø, hvor parterne kunne lægge principper og historie bag sig for at drøfte løsning og sagens afslutning.”

Morten Søndergaard
Agenda Advokater, advokat for en entreprenør i en tvist

Vores vision

Vi lever og ånder for konfliktnedtrapning og konstruktive løsninger. Derfor er vores primære vision også, at erhvervslivet ringer til en professionel mediator, før en konflikt sendes til en advokat og til de officielle instanser.

Vi arbejder konstant på at skabe et netværk af professionelle mediatorer inden for alle fagområder, og vi sigter selv efter at blive erhvervslivets foretrukne valg, når der er brug for konfliktmægling og -mediation.

Vores mission

Vi vil hjælpe erhvervslivet med at løse konflikter, så der skal bruges færre ressourcer på trælse og dyre sager. Vores særlige fokus ligger på konflikter i byggeriet, men vores løsninger passer til de fleste erhvervssager.

Med udgangspunkt i Buhl Mediations ”Konflikt- og løsningstrappe” vil vi vende det destruktive i en konflikt til noget konstruktivt. Konflikter rummer nemlig masser af potentiale for udvikling, hvis parterne formår at skabe et fælles sprog og acceptere konflikter som et af arbejdslivets grundvilkår.

Download Konflikt- og løsningstrappen her.

Mediationsspecialer

Buhl Mediation er specialiseret inden for områderne:

Konflikter i erhvervslivet:

  • Indbyrdes mellem ejerledere/founders
  • Mellem ejerleder, bestyrelse og direktion
  • Mellem ligestillede ledere eller ledere og medarbejdere

Konflikter i byggeriet:

  • Mellem bygherre og entreprenør
  • Mellem entreprenør og underleverandør
  • Mellem bygherre/entreprenør og rådgivere, beboere eller andre interessenter

Buhl Mediation opererer på både dansk, tysk og engelsk. Vi kan derfor mediere konflikter mellem fx danske virksomheder og deres udenlandske samarbejdsvirksomheder.

Kontakt os for at høre, om mediation og mægling kan spare dig ressourcer og være relevant for løsning af jeres konflikt.

Buhl Mediations samarbejdspartnere

Vores rolle er udelukkende at hjælpe parter med at løse konflikterne imellem dem. Vores væsentligste rolle er derfor at være neutrale og konstruktive.

Af samme årsag yder vi heller ikke juridisk rådgivning, men inddrager eksterne advokater, revisorer eller andre rådgivere, når en endelig aftale skal skrives til en kontrakt.

For at være på forkant med udviklingen, samarbejder Buhl Mediation med VIA University College, Ingeniørhøjskolen Aarhus, Aarhus Universitet, Aarhus BSS og Voldgiftnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.