Hvis du tager konflikten med på ferie, så pak den i den LILLE kuffert. 3 gode råd
Bilen er pakket. Alle er tilsyneladende glade og forventningsfulde. Men der er en lille sky på din himmel: Et træls møde, et kuldsejlet samarbejde eller en sur chef nager i underbevidstheden. “Smut! Forsvind! Lad være med at forstyrre mig!”, tænker du.
Det er en forkert strategi at bede konflikten smutte, forsvinde eller lade være med at forstyrre dig. For det gør den ikke. Ikke før den er løst. Og løsningen starter ved DIG.
3 gode råd
Den korte version af denne artikel er de 3 gode råd. De lyder sådan her:
- Acceptér, at konflikten er taget med dig på ferie.
- Beslut, hvor meget konflikten må fylde i din ferie. Et kvarter om dagen er nok.
- Brug den afsatte tid til at skrive på et brev til den, der har provokeret/irriteret/såret dig. Skriv, hvad der generer dig og hvad du gerne vil. Vent med at skrive løsningsforslag (lad os mødes/lad os stoppe samarbejdet/lad os…….), til du har udtømt de andre to temaer.
Brugsanvisning til de 3 gode råd
Her er en uddybning af de 3 råd:
1. Acceptér, at konflikten er taget med dig på ferie
Konflikter mellem mennesker holder sjældent ferie. Tværtimod popper de – ofte ubelejligt – op. På den måde minder en konflikt præcist som en influenza: Den har det også med at poppe op på de mest ubelejlige tidspunkter.
Tag et valg og beslut, at ferien er et godt tidspunkt at reflektere på. Det handler om, at du skal komme godt videre. Det kræver tankearbejde. Tankearbejde, som sjældent har gode betingelser, når vi er på arbejde.
2. Beslut, hvor meget konflikten må fylde i din ferie. Et kvarter om dagen er nok
Ja, du læste rigtigt. Et kvarter er nok (du må selvfølgelig gerne afsætte mere tid).
Til gengæld skal du arbejde effektivt. Det betyder blandt andet, at det på dag 2 (og følgende) er forbudt at tænke de samme tanker, som du tænkte på dag 1.
3. Brug den afsatte tid til at skrive på et brev til rette vedkommende
Skriv tankerne ned. At skrive på et brev er en god form at gøre det i, fordi vi skriver præcist, når vi ser den umiddelbare “fjende” for os.
Sæt ord på, hvad der provokerer dig, irriterer dig, sårer dig eller hvilken følelse, relationen har fremkaldt.
Vent med at skrive videre, til du har udtømt, hvad der provokerede/sårede/irriterede dig.
Så skal du nemlig til at behandle, hvad du overordnet gerne vil; ikke hvad den anden skal gøre eller sige eller undlade.
Ud af boksen med dig! Hvad vil du gerne arbejde med sammen med hvem og med hvilken forretningsmodel og med hvilken strategi og med hvilken løn og andre goder og så videre og så videre.
Først når du har sat på papir, hvad du gerne vil, kan du begynde at komme med løsningsforslag.
Her må dine tanker ikke censureres; og da slet ikke ud fra en analyse af, hvad der kan lade sig gøre eller ikke gøre eller hvad dine forretningspartnere eller chef vil eller ikke vil.
Ingen af delene ved du dybest set.
Du kan højest gætte på det.
Eksempel
Tre ejere af en virksomhed havde længe slidt på hinanden, og det var begyndt at gå ud over produktiviteten og ordrebehandlingen. De tre havde holdt mange møder for at drøfte vilkårene for, at den ene af dem – A – kunne overtage virksomheden. Alle møderne havde handlet om værdiansættelsen, som de ikke kunne blive enige om.
Nu skulle de tre holde det sidste og afgørende møde. De var tyndslidte. De to var klar til at give sig på deres forventning til prisen for virksomheden. Nu skulle brikkerne falde på plads, så den tredie kunne overtage virksomheden en gang for alle.
Troede de.
Undervejs viste det sig nemlig for denne umiddelbare køber, at det faktisk ikke var afgørende, at hans næste virksomhed blev netop denne virksomhed.
Denne udvikling kom både bag på ham selv og de to andre.
Det endte med, at det blev de to andre, der overtog virksomheden. Og at den tredie fik den pris for virksomheden, han selv havde budt flere gange (han havde svært ved at argumentere for, at prisen i mellemtiden skulle være steget).
Eksemplet viser, at…
… løsningen ligger i det arbejde, du gør med at kvalificere dine følelser; finde dine behov og udtænke, hvad DU ser af løsninger.
Arbejdet i din ferie er forberedelsen til forbedring og forandring.
Men hvad så, hvis dine forretningspartnere ikke har gjort samme øvelse i deres ferie?
Svar: Ja, så er du bedre forberedt, end de er. Længere er den ikke.
DU KAN JO DELE DENNE ARTIKEL MED DE “INVOLVEREDE”.
GOD ARBEJDSLYST OG RIGTIGT GOD FERIE.