Mener du det, du siger? Siger du det, du mener?
En konflikt under opsejling…
Du overhører en telefonsamtale mellem en medarbejder og en kunde. Det er tydeligt på stemmeføringen, at der er en diskussion i gang. “De priser diskuterer vi hver evigt eneste gang…”, hører du medarbejderen sige til kunden.
Du bliver sur over tonen, for sådan må man ikke tale til kunderne i jeres firma.
Hvordan reagerer du på dårlig tone?
I forbifarten lidt senere på dagen siger du til medarbejderen i neutralt toneleje: “Jeg hørte lige din samtale med kunde X. Du taler godt nok pænt til kunderne, hva`?”
Og så spørger jeg: Hvad mente du med det?
Medarbejderen bliver lidt forvirret over bemærkningen og fremstammer spontant et “tak”.
Men var det ment som en ros; det, du sagde? Nej, vel?
Du mener altså ikke det, du siger
Hvis ikke det var en ros, hvorfor sagde du så til medarbejderen, at tonen var god?
DET GJORDE DU, FORDI DU BRUGTE IRONI. OG DU BRUGTE IRONI, FORDI DU I VIRKELIGHEDEN IKKE VIL STÅ VED DET, DU MENER.
Næste gang, så sig, hvad du mener
Vi ved, at du ikke brød dig om tonen i telefonsamtalen, for sådan må man ikke tale til kunderne i jeres firma.
Hvad så med at være ærlig, så din medarbejder ved, hvor han har dig?
Tillad mig at komme med et forslag til formulering
Hvad med: “Jeg hørte dig tale med kunde X tidligere i dag. Jeg kunne ikke lide den tone, jeg hørte…”
Ingen dikkedarer
Så ved medarbejderen, hvad du vil tale om og hvad du mener: At du overhørte en samtale mellem ham og en kunde tidligere på dagen. Og at du ikke brød dig om det, du hørte.
Nu er det op til medarbejderen, om han vil forsvare sig, forklare sig, undskylde, undre sig eller blot tage en dialog med dig. Han vælger selv.
Konklusion
Sig det, du mener i stedet for at så tvivl om, hvad du mener
Husk det nu!