5 gode vendinger, der forebygger konflikter i byggeriet
Skrevet: marts 9, 2016
Man kan godt aflevere et ubehageligt (men nødvendigt!) budskab på en konstruktiv måde. Her er et par eksempler – prøv dem i praksis!
Vend dine ord, så de bliver konstruktive
- (Bygherren til ingeniøren): “Du har projekteret forkert; er du helt sikker på, at du er kompetent?” kunne ændres til: “Jeg tror, du har projekteret forkert. Har du noget imod, hvis jeg indhenter en second opinion?”
- (Bygherren til arkitekten): “De der tegninger skal ændres for jeg ved ikke hvilken gang! Kan du ikke bestemme dig? kunne ændres til: “Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor du vil ændre dimensionerne. Kan du evt. vise mig det på en 3D-model?”
- (Byggepladslederen til den mutte tømrer): “Den der attitude kan du godt droppe! Du spreder en dårlig stemning!” kunne ændres til: “Jeg oplever, at du er krævende at arbejde sammen med. Men jeg anerkender sgu` kvaliteten af dit arbejde!”
- (Elektrikeren til tømreren): “Det er fandme træls, at du ikke kan komme i morgen og lave vægge. Hvor hurtigt tror du lige, jeg kan lave el`en?” kunne ændres til: “Jeg kan simpelthen ikke nå at lave installationer til tiden, hvis væggene først bliver lavet om en uge. Hvis vi planlægger det sammen, kan det måske nås alligevel?”
- (Bygherren til entreprenøren): ” Du har lavet fejl i samlingerne, og det er dit ansvar. Se at få det rettet op!” kunne ændres til: “Det ser umiddelbart ud til, at der er en fejl i samlingerne. Kigger du ikke over i morgen; så kan vi lige gennemgå dem sammen og finde en løsning?”
Små justeringer i sproget gør forskellen
Det er ikke nemt at ændre en tone eller jargon, for alle de toneangivende i et byggeprojekt skal anerkende værdien i det. Men det er tankevækkende, at selv få justeringer af vores måde at sige tingene på gør en afgørende forskel!
Så hvis du som byggemand eller -kvinde vil agere konkfliktforebyggende, så prøv at holde kommunikationen på egen banehalvdel og adskil person og byggefejl. Det er værd at prøve!