Forhandling eller juridisk spilfægteri i konflikter i byggeriet?

Hvis en bygherre og en entreprenør er uenige om et stykke arbejde, behøver det ikke at føre til en konflikt: Hvis uenigheden for eksempel handler om mangler ved et byggeri, kan et møde mellem bygherren og entreprenøren ofte løse uenigheden og sikre byggeriets færdiggørelse.

At løse en latent konflikt i fællesskab vil oven i købet kunne styrke parternes fortsatte samarbejde.

Hvis uenigheden derimod udvikler sig til en konflikt – fordi en af parterne bliver fornærmet eller tonen mellem parterne bliver uforsonlig – er det sværere at løse uenigheden om manglerne. Fokus bliver nemlig delt mellem selve byggeriet og relationen mellem parterne.

Og er der først opstået et tillidsbrud, bliver det sandsynligvis svært at adskille mangelsproblematikken fra den dårlige stemning parterne imellem.

Resultatet af en juridisk konflikt

Hvad sker der typisk, hvis den dårlige energi vokser kommer til at fylde for meget? Så trækkes juraen ofte frem af skuffen, typisk ved brug af AB 92/18 eller ABT 93/18 (“AB’erne” og måske suppleret af et syn og skøn).

På dette tidspunkt vil der ofte også være inddraget tekniske og – måske – juridiske rådgivere.

Der er tre udfordringer i at skabe løsninger ved hjælp af (kun) juraen og syn og skøn:

1. AB’erne giver ikke svar på, om der i det enkelte tilfælde er mangler ved byggeriet;
2. en skønserklæring besvarer i de fleste tilfælde ikke, om der er en mangel i juridisk forstand og under alle omstændigheder ikke, hvad manglen i givet fald skal føre til (afhjælpningspligt, afhjælpningsret, udbetaling af sikkerhed, erstatning, afslag, ophævelse) og
3. juraen og skønserklæringen løser ikke de skader i parternes samarbejde, som konflikten har udløst.

Som en sidste udvej kan sagen søges løst ved voldgift. Men ud over, at en voldgiftssag er dyr og ofte langtrukken, vil den typisk ikke (gen)skabe et godt samarbejde.

Hvad er der så tilbage af muligheder for løsning af både mangelsproblematikken og parternes forringede samarbejde?

Alternativet til dyre voldgiftsager

Nyere konfliktløsningsformer peger på, parterne skal fokusere på deres interesser og ikke blot fremsætte krav.

Så frem for at gentage deres standpunkter endnu en gang (jeg vil have det eller det lavet om og jeg vil have betaling for arbejdet nu) bør de gøre rede for deres reelle interesser (se nedenfor).

Hvilke interesser har bygherren og entreprenøren, som de bør gøre rede for under en forhandling? Bygherren ønsker selvfølgelig et mangelfrit byggeri. Entreprenøren ønsker selvfølgelig, at bygherren anerkender en fortsat byggeproces eller en aflevering.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Men mit spørgsmål er: Risikerer parterne at tabe noget ved denne forhandling, som de ville have fået ved at forfølge en juridisk afgørelse på konflikten?

Man kan sige, at bygherren afslører en ”svaghed” og dermed stiller entreprenøren i en stærkere forhandlingsposition. Og at entreprenøren risikerer at gøre bygherren utryg ved et fortsat samarbejde på grund af sin dårlige økonomi. Der ud over vil mange mennesker føle et tab af stolthed ved at fortælle, hvad de blev sure over; at de overreagerede eller lignende.

Hvad tænker du?