Hvad den egentlige årsag til at gemme sig for sin konflikt er!
Følte du dig provokeret af den sidste vidensmail? Eller blev du nysgerrig? Her har du i hvert fald mine bud på, hvorfor mennesker I VIRKELIGHEDEN ikke håndterer konflikter, de er en del af.
Tillad mig at komme med mine bud på, hvorfor du har indvendinger imod at håndtere din konflikt
- Du føler skam over overhovedet at have en konflikt
Jeg hører tit udsagnet ”Nu må vi (parter i konflikt) vist have en voksen til stede” eller ”synes du ikke tit, at parter i konflikt er som en børnehave?”
Mit svar er altid: “Det er ingen skam at kalde på en neutral trediepart til at stille gode spørgsmål og hjælpe en løsning på vej” og “Nej, det synes jeg bestemt ikke. Ingen går gennem livet uden konflikter; så det er mest én selv, der føler sig ukomfortabel ved at være i en konflikt, fordi man i den situation er i sine følelsers vold og ikke altid den udgave af sig selv, man er mest stolt af”.
- Du er bange for at blive afvist
Som flokdyr er vi afhængige af forbundetheden med andre.
Hvis vi konfronterer vores kontraktspart med noget konfliktfyldt, risikerer vi et rungende ”nej” eller ”gå”. Det gør ondt, og det tør vi ikke udsætte os selv for.
- Du er konfliktsky
Det føles nemmest af “lave strudsen”; så det gør du.
- Du ER måske allerede blevet afvist
Måske ved du i virkeligheden ikke hvorfor eller om det virkelig ER en afvisning, du har oplevet fra din kontraktspart. Måske ser verden anderledes ud, hvis du spørger din kontraktspart om grunden til, at hun/han har sagt nej, har forholdt sig passiv eller andet.
- Du er bange for din egen reaktion
Det kan være vrede, sorg (med tilhørende gråd), at udstille usikkerhed, at udstille uvidenhed o.lign.
Af en eller anden grund føler vi mennesker det ofte pinligt at vise følelser åbenlyst i arbejdssammenhæng. Det er utjekket; vi oplever, at andre ser os tabe kontrol; ja, det er simpelthen for skræmmende at opføre os menneskeligt!
- Du er bange for at få et fysisk eller psykisk sammenbrud eller har måske allerede haft/er midt i ét
Der kan være trampet så meget rundt i dit selvværd, at din krop eller sjæl på sin egen måde siger stop.
Har jeg fat i noget?
Hvis ja, så er det skarpt set, og jeg vil gerne hjælpe dig fra refleksion til handling, så du kan få lagt fisken på disken.
Hvis nej, så er alt måske, som det skal være. Eller også har du ikke lyst til at forholde dig til det.