Indlæg

Foretrækker du at gå op ad konflikttrappen eller løsningstrappen?

Skrevet: 01. august 2019
Foretrækker du at gå op ad konflikttrappen eller løsningstrappen?

”Jeg havde ikke noget valg: Det var ham selv, der ikke leverede. Han sagde ikke noget til mig, før det var for sent!”

Kender du det – din leverandør leverer ikke som lovet og du stopper samarbejdet? Du føler ikke, du har noget valg, for du bliver selv presset fra en kunde eller du skal vise (din chef), at du er handlekraftig. Og så skal der handles! Du føler ikke, at du har noget valg.

DU HAR ET VALG!

Altid! Du kan vælge, om det er manden, du vil gøre til et problem… eller om du med overblik og ro vil analysere situation og se, hvor i kommunikationen, kæden hoppede af.

”Jamen jeg HAVDE virkelig ikke noget valg”, siger du måske. ”Jeg blev nødt til at sidde til langt ud på natten i fire dage for at reparere på det, han havde lavet. Eller snarere ikke lavet! Det var jo ikke holdbart på sigt!”

Her spørger jeg, hvorfor leverandøren ikke leverede?

  • Kunne han ikke (hans PC var brudt ned)?
  • Ville han ikke (han er doven)?
  • Rakte hans kompetencer ikke (han har oversolgt sig selv eller du har taget fejl af hans evner?)
  • Var du måske ikke tydelig nok (arj, det gik måske lidt stærkt med at formulere opgaven)
    noget helt femte.

Før du med velberoet hu har overvejet alle disse vinkler, er det ikke fair at sige, at du ikke havde noget valg.

Har du derimod overvejet alle vinklerne og er nået frem til, at hans motiv var (for eksempel) at skade din virksomhed (det sker yderst yderst sjældent), så har du nok ret i, at du ikke havde noget valg.

Hvis du ikke har overvejet alle vinklerne, så invitér ham ind (hvis det ikke er for sent) og SNAK om, hvorfor kæden hoppede af.

Jeg vil vædde med, at mindst en af jer under alle omstændigheder bliver klogere. Og jeg vil vædde med, at I finder en bedre løsning end blot at slutte samarbejdet med en kortfattet mail eller en konfliktfyldt samtale.