Indlæg

Løs konflikten trin for trin. Trin 4

Skrevet: 29. august 2019
Løs konflikten trin for trin. Trin 4

Du står nu på 4. trin på løsningstrappen og er klar til at forhandle en aftale.

Hvordan føles det?

Løsningstrappen/ interessefokuseret forhandling er en forhandlingsstil, som fundamentalt adskiller sig fra den traditionelle "hvem-kan-få-mest-ud-af-forhandingen-forhandling"!

Interessefokuseret forhandling kan du læse om - for eksempel - i Roger Fisher og William Urys "Getting to yes" (på dansk "Få ja, når du forhandler").

De enkelte parters interesser afdækkede vi på trappens trin 2.

Det indhold, der nu skal forhandles om, kom der masser af forslag til på trappens trin 3.


Hvilken aftale sigter parterne efter?

Øvelsen er nu at forhandle en aftale i hus, hvor alle involverede parter ser sig selv som vindere!

Klar-parat-start!

Hvis mødet indtil nu har udviklet sig, som det skal, vil de uenige parter forhandle, uden at forhandlingslederen/mediatoren skal gøre andet end at sætte struktur og opsummere de punkter, der er enighed om.

Sørg for, at alle løse ender samles!

Mens sagens parter lige nu sandsynligvis er "høje" på grund af alle de punkter på konfliktlisten, de kan krydse af, er din opgave at sikre, at alle de punkter, der har været berørt under hele mødet indtil nu, bliver forhandlet.

Så...Uanset hvor kedelig en lyseslukker, du måtte føle dig som eller hvor småt eller uforståeligt eller banalt, du eller en anden måtte opleve et tidligere temasat ønske fra en part, så SKAL det med i forhandlingen!

Hvad sker der, hvis ikke alle ønsker bliver forhandlet?

Hvis der mangler emner fra de tidligere trin, der ikke bliver forhandlet, kan de nemt dukke op igen på et tidspunkt, hvor alle omkring bordet troede, at I NU var i hus!

Skulle det ske, at et emne fra tidligere dukker op på et sent tidspunkt, kan der være behov for at skulle tage tråden op fra tidligere trin eller starte forfra - fra trin 1 til 2 til 3 osv.

Når du og parterne har gjort et grundigt stykke arbejdet fået trykprøvet, kvalitetssikret og konfirmeret, at ALLE emner er forhandlet og at ALLE forstår det samme ved de løsninger, der er nået, skal de bare skrives ned.

Næste skridt kommer på trin 5 = kontrakten skrives!